Middelalderen
Den første stenbygning på Bornholm formodes at være Gamleborg i Almindingen. Den er anlagt i vikingetiden, men fra en ombygning i tidlig middelalder er der fundet byggesten fra Limensgade og en kalkovn, formentlig til brænding af limensgadekalk (der findes ikke ren kalksten til hvid kalk på Bornholm).
Læs om Gamleborg og Lilleborg HER Det er formentlig den først forekommende kalkovn og brug af bornholmsk cement. Man mener at viden om brænding af kalk kommer fra England men henvisning til romerske byggerier i tegl og ”hydraulisk mørtel” (se her). Det er også sandsynligt at det kommer med opførelsen af de første kristne stenkirker, hvor kendskab til brænding af kalk er kommet sydfra. Dog skal man erindre, at den type kalksten, som findes i Limensgade, ikke er almindeligt forekommende i Nordeuropa – bortset fra Skåne, Øland og længere op i Sverige ved Kinnekulle, mellem Vänern og Vättern. Her findes ret præcist de samme geologiske kalkstenforekomster som på Bornholm. Ved Gudhems kloster har man bestem en tilsvarende mørtel til 1019-1160. ( S.J.) Desuden var den hydrauliske mørtel, der blev brugt i romertiden ikke af samme type, men en såkaldt ”pozzalanmørtel”, som ikke er en ægte naturcement. Se her. Man kendte uden tvivl til brænding af almindelig hvid kalk, men den hydrauliske kalk og cement var nok sjældnere. Der er væsentlig forskel på hvid ”luftkalk” og varmgrå ”vandkalk”. Luftkalken kan lagres og er ikke ømfindtlig overfor fugt og regn. Vandkalken har det lige omvendt – den skal beskyttes mod vand, og er den først blandet mad vand og sand til mørtel, har den en kort brugstid indenfor nogle timer, hvis den skal have sin optimale styrke. Enten har man forsøgt sig frem, eller ”nogen” har haft erfaringen med sig – det vides ikke. Den hydrauliske kalk og cement har været vanskelig at transportere – især til havs, fordi de er meget påvirkelige af fugt, og faktisk ødelægges, hvis de får vand inden de tages i brug til blanding af mørtel. Kalken i brændt og ulæsket tilstand – både luftkalk og vandkalk - er farlig at håndtere i forbindelse med vand – der udvikles kraftig varme. Derfor har man måske ofte brændt limensgadestenen på det sted, hvor den skulle bruges. Der må have været ”arbejdspladser” og ”værksteder” ved kirkerne, men der er så vidt vides ikke fundet og undersøgt sådanne. Man har beregnet at der til Lilleborg skulle transporteres godt 700 tons sten fra Limensgade - se her. Det kunne være spændende at beregne, hvor meget der skulle fragtes til kirkernes opførelse – det har været betragtelige mængder, og krævet mange folk, vogne og heste – formentlig af noget mindre ydeevne, end vi forestiller os i dag. Samtidig kan det beregnes, hvor meget brændsel – brænde – der har medgået til brænding af kalkstenene, stilladser mm. Dette, samt undersøgelse af mørtlerne i de middelalderlige byggerier, kan være en interessant opgave. Læs om den bornholmske Middelalder her. |
Ill.
Kort med kirker og højlyng, samt kalkstenslokalitet Markering af kalkstenskirker. Billeder af mørtel fra Kirker Kort med kirker - JW. |
Hypotese
Vi er helt uvidende om hvordan man i middelalderen fremstillede mørtlen til byggerier, men det skete med den lokale cementsten som bindemiddel. Man formoder at den er fremstillet som ”stukamørtel” eller ”læskemørtel”. Det anvendes fortrinsvis ved almindelig luftkalk. Det er en metode, hvor den brændte kalk og sandet blandes og tilføres vand – hvorved den brændte kalk læskes sammen med sandet. Forsøg og erfaringer har vist, at det giver en bedre mørtel. Det har sikkert også været anvendt ved blanding af den hydrauliske kalk – romancementen . Det bliver en noget ”uren” mørtel i forhold til den måde hvor vi i dag blander den tørlæskede romancement med sand, og derefter tilsætter vand – i en blandemaskine. De tidligere ”kalkslagere” har uden tvivl haft en vigtigt, men hård job. I dag vil man uden tvivl blande det i en tvangsblander, der blot sparer det korporlige arbejde, men sikkert giver et ”autentisk” resultat. De to kirker –Skt. Peders Kirke og Skt.Povls Kirke – som helt er opført af limensgadesten, og opmuret i limensgadecement, måske med tilslag af knust limensgadesten er på sin vis en ”forunderlig” måde, som ikke kan gøres med andre stenmaterialer. Her kan man virkelig tale om ”pladsblandede” materialer. Analyser skal vise, hvor meget der er brugt af andre tilslagsmaterialer. Yderligere forsøg på Hammershus med limensgadecementen bliver spændende. |
Billedet er fra en prøveafrensning af løstsiddende kalk. Prøven er udført, hvor skibet og tårnet mødet (inderste hjørne). Kirken er opført i limensgadeblokke og muret i limensgadecement - i 1200-tallet, tårnet er opført i 1500-tallet, og ligeledes opmuret med kvaderhuggede limensgadesten, fortrinsvis i marksten af granit.
Der bliver rig leglighed til bygningsarkæologiske undersøgelser i de kommende år, hvor hele kirken skal afrenses og nykalkes. |