Bornholms geologi, undersøgelser med fokus på Cementsten – i historisk perspektiv.
Den bornholmske undergrund er righoldig, spændende og kompliceret. Bornholm er et ”Mekka” for geologisk interesserede, og der er skrevet mange bøger og guider om den bornholmske geologi. Her skal der fokuseres på kalkstensforekomsterne, som findes på Sydbornholm. Det er ikke kun de geologiinteresserede, der har fokuseret på de mange forskellige forekomster at ”mineralier” eller bjergarter, som kunne være interessante at udnytte i industriel sammenhæng. Det medførte mange eventyrlige og optimistiske udnyttelser, som dog ikke alle er gået lige godt. Af de tidligste skriftlige beretninger er Chr. den 4.’s interesse i kul til opvarmning af Hammershus, og kongen lod også folk søge efter ædelmalme – hvad man troede var sølvmalm var desværre glimmer. Kullene var – heller ikke den gang en stor succes til opvarmning. Men brugen af sten – både de indslæbte med isen nordfra – og de lokale har været brugt siden tidlig middelalder, og den ”bløde” kalksten – limstenen på Sydlandet også. Den var nem at bryde, tilhugge og så har man åbenbart allerede i 1100-tallet lært sig at brænde limstenen og lave mørtel til opmuring af de tilhuggede blokke. ________________________________________________________ Ordforklaring: Betegnelserne Limsten, kalksten og cementsten bruges i flæng, som det er gjort gennem tiden - de betegner her det samme. ________________________________________________________ Med inspiration fra det tidligere danske Skåne bliver der i 1717 igangsat undersøgelser og den lokale amtmand fik privilegium til at ”indvende ” stenkul, bygningssten, mølle- og slibesten, pibeler (kaolin), ler mm. Det bragte dog ikke meget med sig.
Det var en bornholmer, major Ancher Anthoni Schor, der tog sagen i egen hånd. Han påstod at han havde opfundet cementbrændingen, og fik sendt prøver af kul, sandsten - og cement - til København i begyndelsen af 1740-erne, og af alun til Andrarum i Skåne. Man fandt både cementen og alunen god, men der kom ikke rigtig gang i produktionen. Kort fortalt resulterede det i oprettelsen af Frederiks sandstenbrud i Nexø, og Schor selv producerede både kul, tegl og cement ved Rønne. Schor døde 1763. Københavns Bryggerlaug undersøgte i 1762-1765 igen noget om kul, men der kom ikke noget særligt ud af det. Derefter blev det Det Kongelige Land-Huusholdnings Selskab, der iværksatte ny undersøgelser ved Marfeldt og Blichfeldt i 1770. De lægger rejsen hen over Skåne, besøger stenkulsgruber ved ”Polschøt” nord for Helsingør og tager videre over Andrarum, hvor de ser udnyttelse af alunskifer og kalk , tager over ”Cimbershaun” til Bornholm. De havde bemærket en ”Landryg af smaae flade Fjeld”, som strakte sig gennem Skåne hen imod ”Landet Bornholm”. Marfeldt og Blichfeldt udfærdiger en rapport 1770 med optimisme omkring kul, og vedlægger et kort. Interessen fra statens ide var dog størst omkring kullene. Herefter foretog Overbergassessor Andreas Hofgaard i 1778 en egen rejse til Bornholm, for at undersøge cementstenen. Han fandt stenen og brydnings-, samt udskibningsforholdene gode. Hofgaard undersøgte også andre cementtyper. Professor Manthey undersøgte kalkstensforekomsterne i 1803, og gør opmærksom på de forskellige kalkstens indhold. (R&G 1819) Atter en undersøgelse eller beretning kom fra Rawert og Garlieb - ..”Yndere af det Naturhistoriske Studium ogg Mineralogien i Særdeleshed” , som de skrev i deres forord til den rejseskildring de udgav i 1819 fra en rejse på Bornholm i 1815. R&G giver en god bekrivelse af alunskifer, stiksten ( antrakonit) og kalksten ved Rispebjerg. Senere følger en meget god og informativ beskrivelse af forekomsterne ved Læsåen og i Limensgade. Her citeres brudstykker fra beskrivelsen 95-100
Side 95 ff. Læsaa: ”…Cementsteen, som viser sig overalt paa Aaens vestlige Side, i den saakaldte Limensgade ( en Del af Udmarken) ligger den neppe 6 Tommer under Jordens Overflade. Professor og Etatsraad, Ridder Wad* (Skandinavisk Museum for aaret 1803, 1ste Bind, Side 323.) paa følgende Maade beskrevet denne Kalksteen: Farven er heelt igjennem askegraae, som trækker i det graaesorte. Den forekommer djerv i hele Fløtser,hvori findes indvoxet forsteninger af muslinger og indsprængt Svovlkis** (Ifølge vore Iagttagelser forekommer Svovlkisen især i visse Lag i dette Fossil. Der ere hele Lag, hvori ingen Kiis findes.)Overfladen er mat, med meget faa glimrende Punkter, maske Kalkspath, brudet er ujævnt, som i det Mindre, gaar over i ufuldkommen muskligt, og , i det Store, i skifrigt Brud. Brudstykkerne ere ubestemte, temmelig skarpkantede. Den er uden qfsondrede Stykker, uigjennemsigtig, giver en graaehvid mat Streg, er i meget ringe Grad halv haard, næsten blød, lidet sammenholdende, sprød og ikke synderlig tung. Ved at aandes paa giver den en stærk Leerlugt, derimod ingen urinagtig Lugt ved Gnidning. Dens Specifique Tyngde er 2,67307. Chemiske Kjendetegn ere: at den bruser med Syrer, men ej lader sig ganske opløse af dem, at den smelter for Blæserøret, bliver blot graaehvid. Professor og Justtsraad, Ridder Manthey har chemisk undersøgt den, og fundet følgende Bestanddele i den *** ( Ibed. Side 326.) Kulsyre …….. 330 (carbondioxid?) Kalkjord……. 455 Kiseljord…… 88 Talkjord……. 32 ( magnesia) Leerjord…… 38 Jernoxyd……… 27 Vand………….. 37 Tab……………... 23 ---------- 1000 Fossilets Farve kommer af Bjergolie, hvorfor den taber sig i Ilden. I ældre Tider er Cementet meget brugt paa Bornholm. Det brændtes til Kalk, og brugtes ogsaa som Steen til Bygninger. Dette er saaledes sket ved Hammershus Slot, ved Gamle-og Lille- Borg i Almindingen, samt ved mange Kirker. Nu er der ikkum én Mand i Rønne, som brænder det. I en Aaben Grube lægger han Cementsteen lagvis med bornholmsk Kul. Ilden forstærkes lidt efter lidt; thi ellers sammensintrer Cementstenen til en compakt Masse, hvorved Kulsyren, som bekjendt , ikke frigjøres. Til 40 Tønder Steen bruges 32 Tønder Kul. Naar Kalken er tilstrækkeligen brændt og afkjølet, renses den for Asken og Kulslagge, og og er da færdig til Salg. Efter at være brændt, maa den ikke ligge ubrugt, da den ellers hærdes, og bliver steenagtig. Brændt ligner den almindelig Kalk; formedelst Jernokkeret seer den blot noget mere guul ud. Bønderne bruge denne Kalk til at indkalke de Huder, som skulle garves, hvorved dog maa bruges den største Forsigtighed, da den er meget skarp. Man har én Gang i Kjøbenhavn anstillet forsøg med bornholmsk Cement, blandet med ligemange Dele almindelig Kalk, og anvendt det til Vandbygning. Forsøgene gave et meget tilfredsstillende Udfald, og man paastod, at den bornholmske Cement-Kalk var 10 pr.C. bedre end den hollandske. Desuagtet har man ikke senere brugt den……” Frederik den Sjette nedsatte i 1819 en kommission med H.C. Ørsted i spidsen. Kommissionen fandt, at udnyttelsen af kalksten og alunskifer kunne være fordelagtig, men der skulle gå nogle år, inden der kom gang i en egentlig produktion.
Med udgangspunkt i kommissionens arbejde fik en ung polyteknisk kandidat, Peter Johan Hammer, i 1837 bevilget midler til studierejser i udlandet – Skåne, Holsten, Nederlandene og Rhinegnene. Han så, hvorledes eksporteret bornholmsk kalksten blev brændt til cement i flere tyske Østersøbyer. Det måtte altså også være muligt at fremstille cement på Bornholm. I 1840 gav Christian den Ottende tilladelse og tilskud til udnyttelse af kalksten og alunskifer ved anlæggelse af en cement- og alunfabrik i Limensgaden. Til cementen har det i Limensgade været den forekommende Komstadkalk og stinksten / antrakonit, som er blevet brændt. Ved Rispebjerg, hvor der også fandtes både kalksten og alunskifer, blev der kun brændt cement, og her har det være Andrarumkalk og antrakonit, idet Komstadkalken ikke findes her. Kalkstenene fra de forskellige perioder, og også af samme art har forskelligt indhold af mineraler, som giver flere ”grader” (hydrauliske modul) af hydraulisk kalk. Kalkstenene ved Limensgade – og Vasegådsbrudene indeholder mindst kalk, ca- 70%, og det er denne kalksten der brændes til romancement, medens kalkstenen fra Skelbro indeholder ca. 82 % kalk, og Andrarumkalken indeholder ca. 80% kalk, og giver dermed en ”almindelig” hydraulisk kalk. Antrakonitten indeholder 85-90% kalkkarbonat, og derfor mindre hydraulisk end de øvrige kalksten. Også farven varierer. Den bornholmske cement er karakteriseret ved at have farver fra varmgrå til ret rødlig brunt. I de ældre typer har det skyldtes forekomst af alunskifer (jernindholdet), der uvægerligt er kommet med i kalken, som har givet den varmefarve. I 1840-erne bruges alunskiferen direkte som brændselstilskud, som følge af den bitumiøse indhold, og den bornholmske cement har nok fra midten af 1800-årene fået sit særkende som en rødlig cement. For at opretholde dette særkende, eller måske troen på eller erfaringen med at der skulle tilsættes jernholdige dele, blandede man jernvitriol i ved brændingen, og ved Rønne – hvor kalkstenen efter 1845 blev brændt, tilsatte man jernsten fra stranden og havet, netop for at give den farve. Omkring 1900 fremstilles der således meget mørke cementtyper. Fra 1917 kendes en analyse at kalkstenene fra Skelbro og Limensgade, udført af F.L.Smidt og Co. I 1940-erne blev kalkstenen og udnyttet til isoleringsmateriale af firmaet Rockwool, og senere var der tanker om at fremstille gasbeton af kalkstenen. Indenfor de seneste 20 år har flere udført analyser af mørtler og kalksten, i forbindelse med restaureringer af fredede bygninger. |
Bornholms undergrund, kort fra VARV, 1977 - her kopieret fra Geologisk set, Bornholm, Peter Gravesen, 1996.
Kortet fra Marfelts & Blochfeldts rapport 1700.
På dette kort bemærkes – i forbindelse med kalk og allun - de markeringer der se på Sydbornholm. Se udsnit nedenfor . Cementsteen i Limensgade og Allun Skifer ved Billegrav ved Rispebjerg. Udsnit af Mansas kort 1851.
Den nedlagte " Limensgade Fabrik" er angivet. Udsnit af Mansas kort 1851.
Cement Fabrik ved Borregård, tæt på Rispebjerg. |