Fra romersk cement til romancement og hydraulisk kalk
Cement og hydraulisk kalk
Indenfor restaureringsbranchen har ”cement” et dårligt image: Cement er for stærkt, usmidigt og man kan ikke kalke på cement! Når der i dag tales om cement er det Portlandcement, som er et vel gennemprøvet og fuldt deklareret byggemateriale. Går man imidlertid 100 til 150 år tilbage i tiden skelnede man mellem cement og Portlandcement, og brugte ikke betegnelsen ”hydraulisk kalk”. I dag er der en EU Norm EN459-1,Klassificering af bygningskalk, som giver mere klare betegnelser, og sætter regler for de mineralske bindemidlers sammensætning og egenskaber. CL = hvid lufthærdende kalk NHL = naturlig hydraulisk kalk, f.eks. romancement HL = hydraulisk kalk, f.eks. en CL tilsat et hydratiserende stof Disse betegneler kan med god vilje også bruges på de hydrauliske kalktyper, som man havde langt tilbage i tiden. I det følgende gives et lidt populært og uvidenskabeligt overblik over cementfremstilling – hvornår, hvor og hvad. Romersk cement – puzzelano og trass Det man kan kalde ”romersk cement” er en cement, som romerne anvendte for at opnå murværk og overflader, der kunne modstå vand og være vandtæt. Det kan almindelig lufthærdende hvid kalk ikke. Man har åbenbart fundet ud af at tilsætte kalken et stof, der gjorde kalken mere modstandsdygtig overfor vand. Man tilsatte en vulkansk ”bjergart” puzzelano, som var tilgængelig i områder hvor bl.a.Vesus havde været aktiv. Længere nordpå, i Tyskland bl.a omkring Köln, havde man også vulkanske arter, trass, som har samme virkning som puzzelano. Både puzzolano og trass blev eksporteret til Østersøområdet. Det har været blandinger af lufthærdende kalk, brændt af en ren kalksten, men der findes imidlertid flere arter kalksten med ”urenheder”, som ved brænding giver en kalk med mere eller mindre hydrauliske egenskaber, dvs. at de hærder med fugt foruden luft. Samtidig med at kalkmørtlerne med hydrauliske egenskaber gav mere vandmodstandsdygtigt murværk – det man egentlig stræbte efter til kanaler, dokanlæg og havneanlæg - så gav det også et stærkere murværk. Man har i århundreder eksperimenteret med disse kalktyper og tilsætninger i hele Europa, og sikkert også globalt. Indkredser man det til Norden, skal man altså lede efter de steder, hvor det var nemt at finde de urene kalksten, som gav en hydraulisk kalk, og det har man god viden om i dag. Det er der skrevet en hel doktordisputats om af den svenske kunsthistoriker Sölve Johansson. Hollandsk cement, bornholmsk cement og alun. I Danmark er det næsten udelukkende på Bornholm, at man forholdsvis nemt kan bryde uren kalksten, og det har man gjort allerede i den tidlige middelalder til byggerier af borge og kirker. Man har også forekomster af uren kalksten ved Mariager og ved Klintebjerg ved den nordsjællandske kyst, men det er ikke helt samme type og forhold, som på Bornholm. Hvor langt tilbage i tiden disse forekomster fra det øvrige Danmark har været udnyttet er der dog kunne ringe viden om – mig bekendt. Den bornholmske cement blev ”genopfundet” i midten af 1700-tallet, men der kom mere fokus på det i årtierne omkring 1800, faktisk i søgen efter alun skifer til alun fremstilling. Alun, der blev brugt til flere formål, men i stor mængde til garvning (konservering af huder), var dyr at importere, og ”opdagelsen” af alun skiferen på Bornholm satte gang i rekognosceringer, hvor cementen blev medtaget – den skulle også importeres, næsten udelukkende fra Holland som ”hollandsk cement”. Det var ikke et produkt af hollandsk oprindelse, men trass fra Köln-området, som ad Rhinen blev sejlet til Holland, hvor den blev malet til ”cement” på de hollandske industrimøller – og videresolgt som ”Hollandsk cement”. Man brugte betegnelsen cement på flere måder, både om tilsætninger som puzzelano og trass, men også det blandede produkt med kalk, og endelig den ”ægte” cement, ”romancementen” samt den hydrauliske kalk (NHL). Man havde allerede midt i 1700-tallet fundet den bornholmske cement 10 % bedre en den hollandske cement, så interessen var der. I omtalen af tidlige forsøg med den bornholmske cement ”afsløres” det, at man bruger den bornholmske cement som man brugte den hollandske cement – altså i en blanding med ren hvid luftkalk. Dvs. ikke som en NHL (naturlig hydraulisk kalk) men som en HL - i mange år af murerene betegnet som ”bastardmørtel”. Bornholmsk cement kan godt anvendes som en ren NHL5, men det er højhydraulisk, og ligger i egenskaber tæt ved en portlandcement. Det er interessant – fra 1750erne til 1850erne - at følge, hvordan de to geologiske forekomster kalksten og alun skifer, som findes i skiftende lag mellem hinanden blev udnyttet i en slags symbiose. Nogle gange blev det ene produkt et sekundært produkt i forhold til det andet og omvendt. Det er der flere grunde til. Dels forskelle i forekomsterne, dels at alun skifer med sit indhold af bituminøse stoffer kan udnyttes som brændsel til brænding af ”cementstenen”, og dels at affaldsstofferne fra alun fremstillingen kan indgå som hydrauliske tilsætninger til en ren kalk og farvning af cementen. Restprodukterne jernvitriol og brunrødt (røde farve til bl.a. kalkning og vel også trætjære) var også interessante og brugbare. I årtierne omkring 1800 er der stor mangel på brændsel – træ. Kul skulle importeres – bortset fra de ”bornholmske kul”, som man også havde øje for og brugte til brændingsprocesser ved teglværker, pottemagere og kalksten, samt almindelig opvarmning. Derfor var der en ”nationaløkonomisk” interesse for alun skifer, cementsten og kul. De samme forhold gjorde sig gældende i Sverige, især i Skåne, hvorfra man hentede inspiration, viden og ekspertise, også i form af mandskab. På Bornholm kom man i gang med alun- og cementfremstillingen i 1840-erne, men uheldigvis var der samtidig opfundet billigere metoder til fremstilling af alun, og portlandcementen blev nogle årtier senere mere udbredt og billigere, og derfor mere populær end de gamle cementer. Desuden var alun skiferen og de bornholmske kul ikke helt så gode brændsler, som forventet. Af netop samme grund blev en stor del af cementstenen udskibet til brug og brænding mange andre steder, i Danmark og udlandet. Cementfabrikker på Bornholm Alligevel fungerer der i sidste halvdel af 1800-tallet op til 6 cementfabrikker på Bornholm – de fleste i Rønne, hvor de dog langsomst blev urentable omkring 1900. I forbindelse med 1. verdenskrig blev portlandcementen, som var afhængig af importeret kul, så dyr, at der igen blev sat liv i cementfremstillingen på Bornholm, men opsvinget varede kun 3-4 år bl.a. som følge at et fabrikshavari- og fallit. Det er så endeligt slut i 1921. Kalk til slottes mure Nu i 2000-tallet gøres nye forsøg, men kun i meget begrænset skala i forbindelse med restaureringen af Hammershus slotsruin. Det bliver spændende at følge. |
Henvisninger og links
|